torsdag den 22. november 2012

Juleønsker no. 1 - bøger


Sidste onsdag skrev jeg et indlæg omkring ønskesedler. Da jeg allerede har lavet min ønskeseddel tænkte jeg at andre i blogland måske mangler inspiration og gode ideer til egen ønskeseddel eller til hvad man kan give andre til jul. Jeg har derfor valgt at jeg hver uge frem til jul vil skrive et indlæg omkring min ønsker så det måske kan inspirere nogen derude. Jeg har valgt at dele ønskerne op i kategorier og først starter jeg med bøger.

I år ønsker jeg mig 4 bøger og ingen af dem er skønlitteratur da jeg ikke får læst den slags bøger andet end når jeg er på ferie (har faktisk en del stående i reolen som aldrig har været åbnet - ssshhhh). De bøger jeg ønsker mig kan alle bruges som opslagsværker, og det er meget mere mig.

Den første bog er ”Forvandlinger i boligen” af Nicola Kragh Riis & Anitta Behrendt. Bogen giver gode og konkrete ideer til hjemmets indretning, inspiration til fornyelse og forandring af ens hjem uden at det behøver at koste en formue. Bogen er fyldt med billeder og DIY's, lige som jeg (og sikkert mange andre derude bag skærmen) godt kan lide det. 

Bog nummer 2 har titlen "Liv og glade dage" og er skrevet af Nicoline Olsen. Bogen er fyldt med opskrifter og kreative ideer med udvalgte artikler og billeder fra magasinet Boligliv. Bogen er inddelt i de 4 årstider, og de forskellige kapitler har alle et tema f.eks. sommerfest, nytårsmad eller strandpicnic. Da jeg er helt tosset med Boligliv, er jeg sikker på, at jeg bliver vild med denne bog.

Den tredje bog kender mange i blogland allerede, nemlig bogen ”Magiske måneder” af Helle Schjønning. Bogen er en blanding af en kogebog, en gør-det-selv-bog og en almanak. Med bogen i hånden kan man skabe magiske øjeblikke med mad, kreative ideer, traditioner, aktiviteter og oplevelser afhængig af årstiden og dennes højtider.

Den sidste bog jeg ønsker mig hedder ”365 ting, du kan lave med dit barn" og er skrevet af Sabine Lemire. Bogen indeholder, som titlen så fint beskriver, 365 aktiviteter man kan lave med børn. Aktiviteterne er i forskellige sværhedsgrader så børn i alle aldre kan være med. Også denne bog er inddelt i årstider så aktiviteterne passer dertil.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar;-)