søndag den 5. januar 2014

2013 - tilbageblik



Nu hvor 2013 er forbi, og 2014 allerede er godt igang, vil jeg (ligesom de foregående år) gøre status og se tilbage på året der er gået.  
Hver uge har jeg her på bloggen lavet et indlæg med ugen der gik på Instagram, og det er alle disse billeder i kan se herover. 

I januar fejrede vi at jeg fyldte 30 i december. Først holdt jeg fest for mine veninder, og derefter et frokostarrangement for mine kolleger. Familien havde vi holdt noget for på selve dagen i december. 

Derudover fik jeg udsalgsshoppet, spist god mad og bagt lækkert knækbrød. Og så var jeg også med min lillesøster ude og købte brudekjole til sensommerens bryllup.

I februar var jeg på førstehjælpskursus med min far. Desuden blev jeg (ligesom så mange andre på den årstid) ramt af influenza, og så var farmand og jeg på kærestedate bare fordi. Vi var til 2 fastelavnsarrangementer med lillepigen samt en tur i legeland i Tyskland. Derudover blev lillepigen klippet for første gang, og sørme om der ikke også var tid til 2 middage - den ene med min søster og hendes kommende mand og den anden med gode venner.


Marts bød på en masse dejlige oplevelser. Først tog jeg på weekendtur til København sammen med min søster. Her besøgte vi bl.a. Serenity Cupcakes, Glyptoteket og Torvehallerne

Derudover var marts måneden hvor jeg stolt var med lillepigen til gymnastikopvisning, og jeg købte en del tøj til hende fra Pomp de Lux. Jeg var også alene afsted til Ladies Night med min søster og nogle veninder. 
I slutningen af måneden var vi først i Lalandia med et vennepar og deres søn, hvorefter vi tog i sommerhus ved Vesterhavet med min familie hele påsken

I april meldte jeg mig som bloddonor - en tanke jeg længe har haft, og nu skulle det altså være. Derudover fyldte lillepigen 2 år, og vi fik fejret fødselsdag hele 3 gange med gæster, gaver og disse kage-agtige boller. Vi var også (traditionen tro) til min farfars 89 års fødselsdag på Agerskov Kro.

I slutningen af måneden tog vi på en mini-ferie i Berlin med et vennepar og deres to piger - læs mere herherher eller her

Maj måned bød på forår, og vi nød det gode vejr. Vi fik igen gang i grillen, plantede blomster og vores lille køkkenhave blev til. Jeg var til hele 2 x polterabend - den ene af dem min søsters, og et enkelt bryllup blev det også til.


I juni var vi på en del småture rundt i det danske land. Vi besøgte blandt andet mine bedsteforældre i deres sommerhus, var en tur i Zoologisk Have i Odense og så var farmand og jeg på romantisk kroophold

Juli bød på en masse godt vejr, så vi tilbragte mange timer i haven og ved stranden, også selvom vi endnu ikke havde ferie. Vi var til Ringridning, drak iskaffe og spiste is i lange baner, og så kunne vi nyde de første grøntsager fra køkkenhaven.

I august havde vi endelig sommerferie. Vi nød sommeren herhjemme, men var også på ferie i Italien med gode venner. På grund af ferien blev bloggen også en smule forsømt denne måned. 

Derudover var jeg med min søster på Kellers Park i Vejle, og det var skønt med forkælelse og søsterhygge. 
Det var også i denne måned, at jeg skrev på bloggen, at vi venter et barn mere med forventet ankomst i februar 2014.

I september blev min lillesøster gift, og vi var derfor til et helt fantastisk bryllup. Derudover tog vi til en forlystelsespark i Tyskland, og farmand og jeg var på tur med min farfar, hvor han fortalte om gamle dage. Det var også måneden hvor lillepigen endnu engang begyndte til gymnastik, og vi fik at vide, at vi skal have en lillesøster

I oktober måned åbnede der et nyt butikscenter i vores by, og vi var til reception i butikken Bahne. Det var rigtigt blevet efterår, og vi nød at hygge indenfor, drikke varm kakao med flødeskum og være kreative. Vi fik blandt andet lavet kastanjedyr, en krans af blade og en græskarlygte
Derudover begyndte vi så småt at indrette lillepigens stor-pigeværelse, og jeg lavede blandt andet denne lampe
Jeg havde også en uges ferie i den sidste uge af oktober, hvor jeg blandt andet var i Flensborg med min søster

November var en travl måned på arbejde med kurser hver eneste uge - et enkelt af dem med overnatning. Derudover bød måneden på lanternefest i vuggestuen, et julemarked og shopping af de første julegaver og indholdet til hele 2 pakkekalendere.  
I slutningen af måneden blev vi desværre ramt af sygdom alle 3 - heldigvis på skift. Det var en ordentlig omgang, og det tog os desværre lang tid at komme ovenpå igen. 

Starten af december var fortsat præget af sygdom, og vi kom derfor også lidt sent igang med julehyggen og forberedelserne til jul. Men til trods for det blev det alligevel juleaften, og vi havde en god og hyggelig en af slagsen - den første herhjemme - og jeg fik nogle rigtigt lækre gaver

Jeg synes at 2013 er fløjet afsted, og jeg ser tilbage på året der er gået med et stort smil på læben.

4 kommentarer:

  1. det lyder også som et rigtig godt år, - fuld udnyttelse af de gode stunder, så der kan tankes op på "mindernes vogn"!
    og det var i sandhed et skønt år med mange store begivenheden!

    // Rikke //

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var det bestemt. Håber dette år bliver lige så godt.

      Slet
  2. Sikke en dejlig ide med uge og året der gik :-) Har fulgt med i dine uger både her og på instagram, så det er ekstra hyggeligt, at se dem alle samlet på denne måde.
    Det bliver garanteret også sjovt at se tilbage på :-)

    Kram Anne/mannemor.blogspot.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have, og dejligt du følger med både her og på Instagram. Jeg har planer om at fortsætte i år med at lave disse indlæg.
      For mig fungerer disse indlæg lidt som en slags dagbog, og det var skønt at lave tilbageblikket på sidste år.

      Slet

Tak for din kommentar;-)